Forsvaret skal forbedres

Århus GFs forsvar skulle stoppe modstanderne, men nu må klubben efter en halv sæson konstatere, at det ikke virker.

Før sæsonen blev forsvaret hos håndboldherrerne i Århus GF udråbt som bastionen der skulle sikre den ambitiøse fusionsklub en topplacering i CBB Mobil-ligaen. Men nu - næsten halvvejs gennem grundspillet - ser fakta unægtelig noget anderledes ud.

Århus GF frister en tilværelse som en beskeden nummer ni i ligaen. Det skyldes ikke mindst, at Erik Vejes tropper er det mandskab i ligaen, der har indkasseret klart flest mål.

Hele 347 gange er bolden havnet bag keeperne Robert Lechte og Thomas Petersen, altså hele 31,5 gang i gennemsnit pr. kamp.

Også hjemmebanen - NRGI Arena - skulle fremstå som et uindtageligt fort. Men heller ikke her har ÅGF'erne formået at holde stand. En sølle sejr og en uafgjort er det blevet til på hjemmebanen i indeværende sæson.

I weekenden skal århusianerne så forsøge at rette op på den pauvre forsvarsstatistik. I EHF-cuppen kommer italienske Pallamano Conversano på besøg, og med samlet sejr i de to kampe lørdag og søndag, kan Århus GF avancere til 1/8-finalerne.

Vind billetter til Århus GFs Europa Cup-kamp <a href="http://www.tv2oj.dk/vis_nyhed.asp?AjrDcmntId=22586">her</a>. Se også mere på TV2 | Østjylland i aften.