Forskere vil ikke rydde op
Ansatte ved Aarhus Universitet vil ikke fjerne papirdynger fra skrivebordene, selv om Arbejdstilsynet kræver det.
Det er en menneskeret at rode på sit kontor. Det mener Ole Bjørslev Nielsen, der er lektor på Afdeling for Sediment-Geologi på Aarhus Universitet.
Den århusianske geolog her svært ved at forstå, hvorfor Arbejdstilsynet har krævet, at de ansatte bliver bedre til at rydde op. Arbejdstilsynet mener, at de mange papirbunker gør arbejdet svært for rengøringspersonalet, men Ole Bjørslev Nielsen og andre af universitets ansatte mener omvendt, at kravet ødelægger deres arbejdsbetingelser.
- Jeg kan ikke se, hvorfor vi skal have skriveborde, hvis vi ikke må bruge dem til noget, siger Ole Bjørslev Nielsen, der ikke har tænkt sig at fjerne sine papirbunker fra skrivebordet.
I dag udløber Arbejdstilsynets frist for at få ryddet op i løse ledninger og bugnende papirbunker, og universitetet har nu en uge til at fortælle Arbejdstilsynet, hvad der er gjort for komme rodet til livs. Hvis Arbejdstilsynet ikke mener, at tilbage-
meldingen er god nok, kan det ende med
kontrolbesøg og eventuelt en politianmeldelse.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i
aftenens udsendelser.