Formand: Det må ikke ske
Peter Riis Andersens dopingmisbrug ryster tidligere cykelkammerat fra Aarhus Mountainbike Klub.
Michael Nicolaisen fra Århus har kendt den danske mester i mountainbike, Peter Riis Andersen, siden han begyndte at cykle i Aarhus Mountainbike Klub som 14-15 årig.
Nicolaisen, der er formand for den århusianske klub er dybt rystet efter, at det i dag kom frem, at Peter Riis Andersen har benyttet det ulovlige dopingmiddel epo.
En afsløring, der blandt andet koster ham deltagelsen i OL, der begynder den 8. august.
- Det må ikke ske, siger en berørt formand til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han understreger, at det er vigtigt at tage afstand til al form for doping i forhold til de unge ryttere, og det overrasker ham, at kammeraten er faldet i.
- Hvis en mand som Peter kan bukke under for presset, så er der måske god grund til, at vi kigger indad og ser på, om vi som cykelledere kan gøre mere for at forhindre brugen af doping. Vi skal måske være mere opmærksomme på vore unge ryttere og blive bedre til at vejlede dem, lyder det fra Michael Nicolaisen.