Forlist færge skal bjærges hurtigst muligt

Aalborg Kommune har besluttet hurtigt at bjærge forlist færge i Århusbugten. Regningen ender hos forsikringsselskab.

Aalborg Kommune har besluttet, at den forliste færge Egholm II skal bjærges hurtigst muligt.

Det oplyser afdelingsleder Henrik Jess Jensen fra Aalborg Kommunes afdeling for teknik og miljø til politiken.dk.

- Planlægningen af hævningen er igangsæt, og det vil ske inden for kort tid, siger han til avisens hjemmeside.

Færgen gik til bunds natten til søndag under mystiske omstændigheder, da den var under bugsering og på vej til et værft i Hirtshals.

Nu ligger den på godt 14 meter vand otte sømil sydøst for Århus i bugten ved Majl Flak.

Samtidig ser det ud til, at skatteborgerne bliver holdt skadesløse i betalingen af hævningen, skriver politiken.dk.

- Der er ikke skatteborgerpenge i klemme. Det er forsikringsselskabet, der dækker skader på skibet, siger Henrik Jess Jensen til hjemmesiden.

Egholm II var undervejs fra Svendborg havn, og i samme øjeblik trosserne blev kastet der, overgik forsikringsspørgsmålet til værftet i Hirtshals, som Aalborg Kommune har kontrakt med.

Værftet har herefter kontraheret med et bugseringsfirma, som har tegnet forsikring omkring bugsering.

- Og der skulle være rigelig dækning. Først i det øjeblik, at vi får færgen leveret til foråret, er det kommunens forsikring, som dækker igen, siger Henrik Jess Jensen.