Forlanger mystisk dødsfald undersøgt
14-årig piges død kan være drab forklædt som selvmord, mener advokat
Advokat Pia Egsgaard med møderet for Højesteret er gået ind i sagen om Pernille Oldenborg Lind, som Sankt Hans aften 2006 blev fundet død i sit hjem i Galten. Pigen blev fundet død med et lagen om halsen, siddende på familiens trappegelænder, og politiet konkluderede, at der var tale om selvmord.
Forældrene har aldrig godtaget den forklaring og har på egen hånd foretaget flere undersøgelser i sagen. Nu anmoder en advokat Østjyllands Politi om at genoptage efterforskningen. Advokat Pia Egsgaard mener, at der er nye oplysninger i sagen, som politiet ikke før har kendt til.
Det nye i sagen er en erklæring fra professor Howard Adelman, som er ansat ved retsmedicinsk consulting i Springfiel. Et privat firma, der undersøger kriminelle og civile handlinger. Howard Adelman har haft obduktionserklæringen til gennemsyn, og han udtrykker stærk mistænksomhed overfor, at dødsårsagen skulle være sket ved hængning. Det skriver journalisten og forfatteren Ellen Stampe, som har udgivet en bog om sagen og har samlet oplysninger om efterforskningen på sin blog på nettet.
Howard Adelman kalder findestedet et muligt "arrangeret gerningssted." Han mener ikke, at mærkerne på halsen svarer til hængning, og han anfører, at det ikke vil overraske ham, hvis Pernille er blevet placeret på gelænderet med lagnet om halsen efter at en gerningsmand har stranguleret hende med hænderne, fremgår det af Ellen Stampes oplysninger.
- Adelman finder hendes position ekstrem atypisk, med hovedet vendt opad, og vægten på lagnet om halsen var mere i nakken, end foran på halsen. Såfremt hun havde hængt sig selv, ville der ifølge retsmedicineren være mærker foran på halsen og blødninger i muskulaturen, skriver hun videre. Herudover kritiserer han obduktionsrapporten, for ikke at have foretaget de mest nødvendige undersøgelser, blandt andet test af et hvidt pulver i maven samt dna fra negleskrab. Dog foretages der senere et negleskrab.
Adelman kritiserer endvidere den manglende undersøgelse af mundhulen, anus og vagina, fremgår det af bloggerens hjemmeside.
- Efter Howard Adelmans overbevisning, bør politiet altid gå ud fra den værst tænkelige sag, som første prioritering, nemlig drab, og så undersøge sagen herudfra. Disse procedurer, mener Howard Adelman, ikke er fulgt, skriver forfatteren.
Endvidere kritiseres det, at obduktionen først finder sted 4 dage efter dødsfaldet.
Pressetalsmand hos Østjyllands Politi, Mogens Brøndum, siger til TV 2 | ØSTJYLLAND, at der foreløbig vil blive foretaget en juridisk undersøgelse af den nye henvendelse fra advokaten.
TV 2 | ØSTJYLLAND har mere om sagen i aften klokken 19.30.