Forbrugerombudsmanden ind i sommerhussag

Ikke rimeligt, at Saksild Kirke har hævet lejeprisen for sommerhusgrunde i Saksild, mener forbrugerombudsmanden.

Richard Madsen er en af de 28 lejere, der har fået en lejeforhøjelse. Fra de nuværende 10.000 kr. om året stiger hans leje 1. april næste år til 31.000 kr. Andre lejere skal betale helt op til 50.000 kr. mere om året.

På grund af de store prisstigninger er forbrugerombudsmanden nu gået ind i sagen. Han mener, at menighedsrådet udnytter situationen til at presse lejerne. Hvis lejerne ikke accepterer forhøjelsen, skal de nemlig fjerne sommerhuset fra grunden.

- Det ser ud til, at menighedsrådet udnytter situationen på en helt urimelig måde, og det er min vurdering, at lejerne er blevet mødt med urimeligt høje lejestigninger. Jeg har nu anmodet om at indtræde i retssagen for at medvirke til at sikre, at disse lejere, hvoraf mange i tillid til en rimelig udvikling i lejen har bygget sommerhuse og bekostet kloakering og stikledninger mv., ikke nu udsættes for urimelig pression i forbindelse med ophør af langvarige lejekontrakter, og for også at få afklaret, om der kan være behov for lovgivning på området, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe i en pressemeddelelse.

Lejerne har anlagt retssagen mod menighedsrådet for at få ændret stigningen, som de mener, er helt urimelig. Kirken har indtil videre ikke ønsket at ændre på beslutningen eller sælge grundene, som biskop i Århus Stift Keld Holm ellers har opfordret til.

Se mere i TV2 | ØSTJYLLAND kl. 19.30.