Folkeskole vil sende børn på efterskole
Søndervangskolen i Aarhus vil sende eleverne til vestjyske efterskoler for at integrere dem bedre
Søndervangsskolen i Aarhus har indgået et nyt samarbejde, der skal sende flere elever på efterskole i Vestjylland. Efterskoleopholdet skal klæde elever på til videreuddannelse
Det fortæller P4 Østjylland.
80 procent af Søndervangskolens elever har anden etnisk baggrund end dansk og få fortsætter på efterskole. Med det nye integrationsprojekt håber skoleleder Rani Bødstrup Hørlyck, at en efterskole kan bygge bro til en ungdomsuddannelse.
- Hele formålet er at styrke det, der hedder 95 procent målsætningen - at alle unge gennemfører en ungdomsuddannelse. Jeg tror, at de kompetencer, man får med efter et par år på efterskole, kan bidrage til, at børnene bedre kan gennemføre en ungdomsuddannelse på et senere tidspunkt, siger Rani Bødstrup Hørlyck til P4 Østjylland.
- Vi har rigtig mange børn, som måske lige mangler det sidste for at få den robusthed, der gør, at de kan gennemføre en ungdomsuddannelse. Det er dem, vi gerne vil hjælpe med det her, siger Rani Bødstrup Hørlyck. Det er efterskolerne Venø og Dejbjerglund i Vestjylland, som Søndervangskolen skal samarbejde med om projektet.