Folkeskole afskaffer klasser

Skole afskaffer klasserne. Elever inddeles på hold på tværs af alder

Når eleverne på Hundslund Skole på mandag begynder efter en lang sommerferie, skal de vænne sig til en helt ny virkelighed.

Skolen mellem Odder og Horsens har afskaffet de almindelige klasser. Derfor er der ingen af eleverne, der længere går i for eksempel 1., 2. eller 3. klasse.

- Vi har fyret alle børnene fra deres klasser og i stedet placeret dem på hold uden at kigge på deres nøjagtige alder, siger skoleleder Niels Pytlich til Horsens Folkeblad.

Eleverne bliver i stedet placeret på faghold, når der eksempelvis er undervisning i dansk og matematik. Samme ordning findes i forvejen på flere skoler i Aarhus Kommune.

Den nye opdeling betyder, at elever, der skulle begynde i 3. klasse, kan være i den situation, at de begynder på et hold sammen med elever, der skulle være begyndt i 1. klasse.