Fodboldfans undgik hooliganregister

Ingen anledning til at give karantæner og skrive navnene på de 10 anholdte i registret efter kampen mellem AGF-Randers FC.

Sæsonpremieren mellem Randers FC og AGF i lørdags bød ikke kun på kamp på banen, for der var også en del fans, der lavede ballade i forbindelse med kampen.

10 blev anholdt, men ingen af dem ender i det nye hooliganregister.

- Det var kun overtrædelser af nogle ordensbestemmelser og de giver ikke umiddelbart anledning til karantæner, forklarer vicepolitiinspektør Søren Urup fra Østjyllands Politi til DR Østjylland.

Man kan dog ikke regne med at være så heldig, hvis man igen og igen er involveret i ballade i forbindelse med fodboldkampene.

- Vi har ikke gjort op, om det er en, to eller fem sigtelser, som betyder at man kommer i hooliganregistret. Det afhænger alt sammen af sagernes type og personens adfærd, siger Søren Urup.