Flyttetilskud har ikke fjernet trussel om ghettokrav
Kun fem familier har taget imod et tilbud om at få tilskud, hvis de flytter fra et belastet boligområde
Beboerne i boligområdet Skovgårdsparken i Aarhus tilbød i september deres naboer på offentlig forsørgelse et kontant beløb, hvis de fandt sig et andet sted at bo.
Initiativet skulle sikre, at boligområdet slipper for at blive ramt af et nyt omfattende program mod ghettoer.
Læs også
Men indtil nu har det haft begrænset succes. Det skriver Jyllands-Posten.
Forhåbningen var, at cirka 10-15 beboere på offentlig forsørgelse ville tage imod tilbuddet om at få dækket udgifter til flyttebil og indskud for op til 50.000 kroner.
Fem familier vil flytte
Men kun fem af de 32 familier, der oprindeligt viste interesse for tilbuddet, har truffet en beslutning om at flytte.
Læs også
Det oplyser Keld Laursen, direktør i Brabrand Boligforening, der administrerer boligerne i Skovgårdsparken.
- I realitetens verden hjælper det ikke særlig meget, siger Keld Laursen til Jyllands-Posten.
Det usædvanlige initiativ blev sat i gang af beboerne som reaktion på en ghettoplan, som et flertal i Folketinget har aftalt.
Planen betyder, at boligområder, der i en årrække er på den såkaldte ghettoliste, vil underlægges nye vidtgående krav.
Blandt andet skal andelen af almene familieboliger nedbringes til 40 procent.
12 ledige skal i arbejde
Skovgårdsparken vil blive ramt af de nye krav, hvis ikke området kommer af ghettolisten inden 2020.
En måde at komme af listen er, at andelen af ledige beboere på for eksempel kontanthjælp eller førtidspension falder bare en lille smule i 2019 og 2020.
På den seneste liste overskrider Skovgårdsparken således kravet om andelen af ledige med blot 12 personer.