Flytteplaner vækker bekymring

Handelsbanken hilser ikke Jyllands Posten velkommen som ny nabo

Jyllands-Postens planer om at flytte hovedsædet fra Viby og ind på de øverste etager i et nyt højhus ved den aarhusianske havnefront vækker bekymring.

I bygningen på Europaplads 16, hvor Handelsbanken har midlertidig kontorplads, krydser direktør Esben Kjeldsen fingre for, at kommunen spænder ben for avisens plan om at rykke ind i en ny og højere udgave af bygningen.

- At få Jyllands Posten helt ind i midt af Aarhus C vil være utroligt uheldigt i forhold til den terrorrisiko, avisen udgør, siger han til DR Østjylland.

I hans øjne vil det 57 meter høje byggeri kaste en sort skygge over den nye havnefront, hvis morgenavisen rykker ind på de 8 øverste etager.

Og Esben Kjeldsen er glad for, at de kun bor midlertidigt i bygningen.

Borgmester Nicolai Wammen siger til DR Østjylland:

- Jyllands Posten er en del af vores lokale demokrati og har lov til at placere deres hovedsæde på havnen, siger han.  Og han er overbevidst om, at der omkring sikkerheden er et tæt samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste.

- Det er vigtigt, vi ikke indretter byen på terroristers eller ekstremisters præmisser. Hvis vi bliver bange for, at Jyllands Posten eller andre placerer sig centralt, har terrroristerne opnået en del af det, de vil, siger Nicolai Wammen.