Flertal sender forslag videre
Skolelukninger nærmer sig
Skolelukningerne i Randers Kommune er som ventet nu et skridt nærmere.
Det sker efter, at et klart flertal i Børne- og Skoleudvalget tirsdag aften behandlede forslaget til en ny skolestruktur - som blandt andet betyder skolelukninger. Og her blev det besluttet med syv stemmer for og én imod at sende forslaget videre til byrådsbehandling den 1. september, oplyser Randers Kommune i en pressemeddelelse.
De syv, der stemte for, er fra partierne Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF, mens Mogens Nyholm fra Radikale Venstre stemte imod, og Bjarne Overmark fra Beboerlisten var fraværende.
Forslaget er udarbejdet af Børn, Skole og Kulturforvaltningen på baggrund af en række tilkendegivelser og politiske drøftelser blandt 26 ud af 31 medlemmer af byrådet.
Forslaget vil komme i offentlig høring fra den 2. september.