Flere vælger sommerhuset

Flere overnattende gæster i sommerhusene i 2014 end året inden

Foto: Colourbox

Flere turister valgte i 2014 at snuppe en tur i et sommerhus i Region Midtjylland end i 2013.

I alt steg antallet af overnatninger i sommerhusene - der er lejet via udlejningsbureauer - med seks procent i regionen. Det svarer til en stigning på 310.000 overnatninger. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

I Østjylland har alle kommuner på nær Horsens oplevet en fremgang.

I Horsens Kommune er tilbagegangen på 4,9 procent, mens for eksempel Skanderborg Kommune har oplevet en fremgang på 20,2 procent. Det er den største fremgang i Østjylland, mens det rækker til en tredjeplads i hele Region Midtjylland.

Det er især tyskere, der lægger sig til rette i sengene i regionens sommerhuse, og ifølge tallene fra 2014 stod naboerne mod syd for cirka to tredjedele af alle overnatninger i sommerhusene udlejet via udlejningsbureauer.

Stigningen i Region Midtjylland svarer til den, som resten af landet også har oplevet.