Flere vælger den offentlige klinik

Idrætsklinikken på Regionshospitalet i Silkeborg oplever, at professionelle idrætsudøvere i højere grad vælger at blive behandlet hos dem end hos private klinikker

Foto: Hospitalsenhed Midt

Flere og flere professionelle idrætsudøvere vælger at blive behandlet på Idrætsklinikken på Regionshospitalet Silkeborg.

Klinikken har lagt en ny strategi og mener, at klinikken dermed er med til at udfylde et vakuum i det offentlige sundhedsvæsens tilbud til idrætsudøvere, som tidligere oftest har brugt privathospitalerne.

Ingen springer køen over

- Vi oplever, at vi er blevet et naturligt førstevalg i både de lokale sportsklubber og idrætsforeninger, men det gælder også regionalt og nationalt, hvor flere af de store anerkendte idrætsorganisationer søger os, siger Kaspar Saxstrup specialeansvarlig overlæge i idrætsklinikken, i en pressemeddelelse.

Han understreger, at de professionelle idrætsudøvere bliver tilbudt samme behandling som de almindelige idrætsudøvere, og at man ikke kan komme foran i køen, fordi man tilhører eliten.

- For alle patienter gælder det dog, at vi kan tilbyde hurtig behandling, da vi har kort ventetid og overholder ventegarantien 100 procent, siger han.

Ønsker at være naturligt valg

Den stigende interesse har betydet, at klinikken har fordoblet antallet af ambulatorieprogrammer, og de laver i dag næsten tre gange så mange korsbånds- og ledbåndskonstruktioner som for tre år siden.

- Vores målsætning er at være det naturlige førstevalg hos både bredde- og eliteidrætten såvel regionalt som nationalt. Vi lægger vægt på at sikre god service, høj kvalitet og hurtige patientforløb, siger Kaspar Saxtrup.

Har du lyst til at se, hvordan de arbejder på klinikken, holder de åbent torsdag 23. april mellem klokken 15-16.