Flere unge får klamydia
Hver fjerde ung har haft en sexsygdom
Efter flere år med fald stiger antallet af unge, der diagnosticeres med klamydia i Østjylland.
I 2013 blev 3.642 unge mellem 15 og 29 år testet positiv for klamydia i Østjylland mod 3.312 i 2012. Det viser nye tal fra Statens Serum Institut.
Samtidig har mere end hver fjerde ung på 25 år haft en sexsygdom som for eksempel klamydia, herpes eller kønsvorter.
- Ser man antallet over en fireårig periode, så er det stadig faldende i Østjylland - og det er positivt, siger Niels Sandø, chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Men antallet af klamydia-diagnosticerede unge er stadig højt - også på landsplan. Derfor er det vigtigt, at de unge er parate til at foreslå og bruge kondom, når de er sammen med en ny partner.
Kun med kondom
Sundhedsstyrelsen lancerer på mandag kampagnen 'Kun med Kondom', som skal få flere unge til at prioritere sikker sex.
Fire ud af fem piger vil, ifølge Sundhedsstyrelsens undersøgelser, gerne have, at fyren foreslår kondom. Omvendt vil drengene gerne bruge kondom, hvis pigerne foreslår det, og de har det ofte med i baglommen.
- Vi vil med årets Kun med Kondom-kampagne fortælle, at den enkelte pige ikke står alene med ønsket om at bruge kondom. Det vil de allerfleste både piger og drenge faktisk gerne, siger Niels Sandø.
Kampagnen er målrettet unge i alderen 16-25 år og kører den 8. - 21. september på tv, Facebook og Instagram.