Flere penge til fixerum

Fixerum i Aarhus kan blive ved med at eksistere

02:17

1 af 2

Der er flere penge på vej til fixerummet i det centrale Aarhus.

Fixerummet bliver fortsat holdt i live de kommende tre år, efter det er blevet besluttet at tilføre flere midler til projektet.

Som led i en samlet forebyggelsespakke på cirka 200 millioner har regeringen, SF og Enhedslisten valgt at afsætte i alt 45 millioner kroner til fixerum i København, Odense og Aarhus.

En god nyhed, hvis man spørger Morten Aagaard, der er leder i Kirkens Korshær i Aarhus, der driver fixerummet:

Se: VIDEO: Rundtur i fixerum

- Det er altså en stor gevinst for et samfund, at mennesker, der er så syge og er stofmisbrugere, at de har et sted at gå hen med deres stofmisbrug, siger Morten Aagaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Det er endnu uvist, hvor mange penge, fixerummet i Aarhus modtager, men Morten Aagaard håber, at der bliver penge nok til at holde åbent alle ugens syv dage - indtil videre er der lukket om søndagen:

- Mange af de her mennesker har jo brug for rigtig meget regelmæssighed, og det er altså lidt et afbræk, at der er en dag om ugen, hvor man ikke har åbent, forklarer han.

I videoen øverst på siden kan du høre Morten Aagaard fortælle mere om, hvad bevillingen betyder for stofmisbrugerne.