Flere og flere kirker bliver alkoholfrie
Middelklassens sundhedstyranni er flyttet ind i folkekirken, mener århusiansk forsker.
Det øgede salg af alkoholfrie dråber bekræftes af de firmaer, der sælger kirke- og kirkegårdseffekter til kirkerne i Danmark.S
åledes har marketingskoordinator Dennis Pilgaard fra DSN A/S for Kristeligt Dagblad regnet ud, at der er sket en stigning på 48 procent i salget af druesaft til nadver fra 2007 til 2009, mens salget af altervin kun er steget seks procent i samme tidsrum. DSN står efter eget udsagn for 80 procent af kirkernes indkøb.
At flere kirker bliver alkoholfri bekræftes også af Jan Melbye, EngrosCenter Fyn.
- Der er stadig flest, der køber vinen. Men det er rigtigt, jeg kan også mærke en stigning i salget af alkoholfri vin til nadveren.
Har intet overblik
Biskopperne har intet overblik over, hvor mange sogne der er "alkoholfrie", da de har uddelegeret beslutningen for eller imod alkoholholdige drikkevarer til præster og menighedsråd.
De forsigtige skøn går på mellem 10 og 15 procent.
- Der er selvfølgelig et problem med dem, som ikke kan tåle alkohol, men ellers vil jeg sige, at det er middelklassens sundhedstyranni, der er flyttet ind i kirken, siger Marianne Levinsen, forskningschef i Fremforsk og gennem en årrække stiftskontorchef i Aarhus Stift.
- Godt nok er der nok en del puritanisme i protestantisk etik, men det handler jo også om en dominerende samfundsgruppe, der har fundet ud af, at al støj, røg og alkohol skal fjernes fra offentlige institutioner. Og nu er kirken så også kommet med.
Kilde: Kristeligt Dagblad