Derfor var Odder-borgere uden vand: Vigtig hovedledning knækket
Torsdag morgen er en vand-hovedledning knækket, hvilket betyder at den vestlige del af Odder er uden vand
Flere Odderborgere måtte torsdag morgen undvære vandet til kaffen og morgenbadet. Den vestlige del af byen var uden vand, da en ældre vandledning er knækket.
- Vores hovedforsyninger er sprunget. Det er altid træls, når det er en hovedforsyning, for vi kommer til at genere en masse mennesker, sagde Kim Friis, direktør i Odder Forsyningsselskab, tidligere torsdag.
I løbet af formiddag fik borgere igen vand, da man fik repareret vandledningen.
Det var natten til torsdag, at forsyningsselskabet opdagede, at vandledningen var knækket.
Vandledningen, der går ud fra vandværket og forsyner hele den vestlige del af Odder by, er en ældre sag. Kim Friis fortæller, at ledningen er fra 1920, og derfor var det svært at finde den rigtige reservedel, der kunne løse problemet.
Læs også
- Så jeg har været helt på Mors for finde reservedele, sagde Kim Friis torsdag morgen, mens han var ved at fragte reservedelene til Odder.
Odder Forsyningsselskab fik løst problemet omkring kl. 10.
Du kan se mere om sagen i indslaget øverst på siden.