Flere gågader i Randers
Dele af Midtbyen spærres for biler
Randers Kommune vil forbyde privatbilisme i en del af Randers Midtby.
Kommunen arbejder i øjeblikket med planer om at helt at spærre Storegade og en del af Middelgade for bilister.
Strækningen, der er hjemsted for en række af byens barer, restauranter og diskoteker, er i øjeblikket åben for ensrettet kørsel det meste af døgnet.
Men står det til kommunen, skal de brostensbelagte gader snart spærres helt af for biler. Derudover skal der afsættes penge til at forskønne Storegade.
Kommunen har diskuteret forslaget med de lokale butiksejere, der ser ud til at bakke op om planerne.
- Den 7. december har der været afholdt et møde mellem forvaltningen, cityforeningen og Storegadeforeningen om det generelle samarbejde. På dette møde fremlagde forvaltningen ovennævnte forslag til fredeliggørelse af Storegade. Der var fuld opbakning til ideen hos både cityforeningen og Storegadeforeningen, oplyser Randers Kommune.
Randers Kommunes teknik- og miljøudvalg tager stilling til forslaget på et møde på torsdag.