Flere fusker med parkerings-bøder

Der er 510 gode grunde til at tjekke parkeringsbøden, før man betaler. Mange vælger at tørre den irriterende bøde af på andre.

Og kreativiteten er rigtig stor, fortæller Århus Kommunes Parkerinsgkontrol.

Det skriver JP Århus.

De fleste ærgrer sig, bider i det sure æble og betaler de 510 kr., som det koster at parkere ulovligt. Mens andre og mere udspekulerede personager tjekker, om kysten er klar, placerer bøden på en anden bil og smutter med et smørret grin fra gerningsstedet.

Og så er der dem, der låner en andens bøde, så det ser ud som om, bilen allerede er blevet straffet af parkeringsvagterne, og på den måde kan holde i fred, så længe de vil. Et trick, der koster bødens oprindelige ejer en rykker oven i den bøde, som ejeren således aldrig har set.
Et tredje trick er at bytte bøde med nabobilisten, der således betaler synderens bøde og oven i hatten får en rykker og et krav for sin egen bøde.

- Vi har simpelthen ikke mulighed for at kontrollere, om indbetaleren også er ejer af bilen. Så den vil gå igennem, hvis ikke vedkommende tjekker, om det nu også er min bil, der står på bøden, fortæller Pia Larsen, der er overassistent ved Århus Kommunes Parkeringskontrol.