Fisker: Sjældent, det giver rødt
Randers-spillere kunne være sluppet billigere - mener han selv
Randers FCs Kasper Fisker ærgrer sig godt og grundigt efter mandagens svære udekamp mod Superligaens tophold, FC Midtjylland.
Randers endte med at tabe opgøret med hele 2-5, efter at kronjyderne fik ikke færre end to spillere vist ud.
Kasper Fisker var selv en af dem, der fik marchordre. Dommer Jakob Kehlet valgte at sende ham tidligt i bad, efter at han i begyndelsen af anden halvleg ramte en modspiller med en højt hævet støvle.
Kasper Fisker erkender dagen efter, at udvisningen kan forsvares. Dog mener han, at det var hårdt dømt.
Se: Todd langer ud efter dommeren
- Jeg har set, at der er en, der bliver sparket i hovedet, og hvor ham, der sparker, får frispark - fordi det er den anden, der søger kontakten med hovedet, siger Kasper Fisker til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Kasper Fisker mener, at det skulle have haft betydning for dommerens skøn, om det hans hensigt at ramme modspilleren med støvlen. Det var det nemlig ikke, fastslår han.
- Det burde det have. Ellers har vi nu en klar regel om, at det er rødt kort hver gang, man rammer en anden i hovedet. Jeg synes i den grad dommeren skal skønne, hvad hensigten er.
Se hele interviewet med Kasper Fisker i videoen øverst i artiklen.