Fiskedød opklaret

Årsagen til dødt vandløb fundet

Foto: Horsens Kommune

Det viste sig at være tagrens, som var skyld i, at alt liv forsvandt i et vandløb i Horsens.

En godt to kilometer lang strækning i Torsted Bæk har siden juli ligget død hen. Hverken fisk eller insekter har overlevet.

To måneder efter at Horsens Kommune sendte vand- og fiskeprøver af sted til et laboratorie i Berlin, har kommunen nu fået bekræftet, at det var tagrens, som har forurenet vandløbet.

Se også: Fiskedød: - Det er sørgeligt!

Ifølge Natur og Miljø i Horsens Kommune er det højst sandsynligt et ulovligt renseprodukt, som er blevet anvendt på et tag i nærområdet, der er årsag til forureningen. Regn har derefter skyllet produktet ud i vandløbet.

Efterfølgende har kommunen holdt øje med, om der skulle komme liv i vandløbet igen.

- Vi håber, at der snart kommer liv igen. Om et års tid er insekterne nok kommet tilbage, og det er dem, fiskene levet af. Så når de er tilbage, kommer fiskene også, fortæller Tony Bygballe fra Natur og Miljø i Horsens Kommune til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Kommunen håber på, at folk i området for fremtiden vil tænke sig om og kun bruge godkendte produkter, når de skal rense deres tage.