Fire sejre på stribe

Vandt topkamp mod Vendyssel

Arkivfoto. Foto: Allan Baden / badenfoto.dk

AGF er over stregen i 1. division, efter at aarhusianerne torsdag aften i sikker stil besejrede Vendsyssel på udebane.

Topkampen i Hjørring endte 3-0 til aarhusianerne, der dermed noget uvant har vundet fire kampe i træk.

Efter 21. minutter bragte klubbens topscorer, Mate Vatsadze, AGF foran med 1-0. Målet blev sat ind efter flot forarbejde af nyindkøbte Kim Aabech, der efter et par driblinger sendt en høj bold mod Vatsadze, der let kunne pande AGF i front.

Dermed er Mate Vatsadze noteret for syv scoringer i denne sæson.

Godt midtvejs i 2.halvleg bragte Kim Aabech igen sig selv i centrum, da han efter et langt løb på højrekanten afsluttede fladt i den modsatte side af målet.

I overtiden blev det til 3-0, da hjemmeholdets Mads Greve var uheldig at sende bolden i eget net.

Sejren var fuld fortjent. AGF var i fuld kontrol det meste af kampen og tillod kun hjemmeholdet få chancer.

Med sejren rykker AGF op på andenpladsen i 1. division. Førstepladsen tilhører stadig Vendsyssel.