- Festugen er provinsiel

Tørre hug til Aarhus Festuge i Kulturkampen

27:42

1 af 2

50 års-jubilæumsudgaven af Aarhus Festuge modtager hård kritik fra flere sider i dagens udgave af Kulturkampen på TV 2 | ØSTJYLLAND.

Formanden for Aarhus Kunstråd, Niels Andersen, der skal rådgive politikerne om kulturlivet i kommunen, mener, at festugen bør tage flere og større kunstneriske chancer.

- Det var dejligt med en stor folkelig åbningskoncert med Helmig og Brandt. Festugen har dog tidligere med succes præsenteret ukendte spanske teatergrupper, der kunne samle tusindvis af aarhusianere, siger Niels Andersen i Kulturkampen.

Også Århus Stiftstidendes kulturredaktør, Peter Nørskov, synes, at åbnings-koncerten var uoriginal:

- Det er for uambitiøst og for sikkert. Man bør risikere noget mere, siger han.

Byhistoriker Lars Holleufer, der har studeret Aarhus Festuges udvikling gennem tiden, mener også, at årets festuge har tabt pusten.

Han savner ambitionen om at tiltrække publikum både inden- og udenlands, og heller ikke årets tema "Same but different" falder i god jord:

- Det har ikke bid eller folkelig appel. Det virker provinsielt, mener Lars Holleufer, der påstår, at festugen har mistet sin tiltrækningskraft på gæster fra andre danske byer.

Også Kulturredaktør Peter Nørskov fornemmer, at interessen for festugen er dalet uden for Aarhus:

- De store landsdækkende aviser Politiken og Berlingeren interesserer sig ikke så meget for festugen som tidligere. Det siger mig, at festugen har meget svært ved at tiltrække publikum både nationalt og internationalt.

Se denne uges udgave af Kulturkampen øverst i artiklen.