Festival ruster sig til regnen
Flis, dræn og pumper er blandt Skanderborg Festivalens våben, hvis regnbyger som ventet sender kaskader af vand ned over Bøgeskoven.
Hvis vejrudsigten holder stik, kan festivalgæsterne på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg forvente at få sig et ufrivilligt bad i løbet af natten til fredag.
Ifølge meteorologerne er der udsigt til et kraftigt regnskyl, som muligvis bliver suppleret med torden.
Publikum behøver dog ikke frygte, at den forventede regn omdanner Bøgeskoven og de omkringliggende campingområder til en mudderpøl.
- Der er allerede spredt en del flis, som gør mudderet lettere at træde på, fortæller festivalens talsmand, Poul Martin Bonde.
Hvis det kommende regnskyl bliver lige så slemt som for to år siden, hvor der på en enkelt time faldt ikke mindre end 80 millimeter vand , kan flis dog ikke gøre det alene.
I sådanne tilfælde kan Skanderborg Festivalen grave render i campingområderne, og der kan opstilles pumper til at få vandet væk.
- Og vi kan hurtigt købe endnu mere flis, fastslår Poul Martin Bonde.