Festival kører på døde grise
Slagteriaffald bruges til at lave strøm på Smuk Fest
Regnen er for længst glemt på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg, hvor solen fredag atter skinnede varmt efter nogle våde dage. Kun i hjørnerne spores der hist og pist lidt Skanderborg-uvant smat under de store mængder udlagt flis og grus.
Og festhumøret er igen i top hos de små 50.000 mennesker, der efterhånden er på plads i skoven.
- At festivalen i år er startet tidligere end de sidste 31 år slår igennem på omsætningen, som fortsat ligger tre millioner over rekordåret 2010, siger talsmand Poul Martin Bonde og fortsætter:
- Men det skal selvfølgelig i sidste ende modregnes i udgifterne til køreplader, flis og traktorer til at udbedre skaderne efter regnen.
Ren samvittighed
Men selvom festivalgængerne altså forbruger vildt og dagligt køber op mod 15 genstande plus det øl, de selv medbringer, så kan de ifølge sekretariatschef Svend Lykkemark Christensen fra Ok Benzin gøre det med ren samvittighed.
Ok Benzin er en af festivalens samarbejdspartnere. Og miljøberegninger viser, at en gennemsnitlig festivalgænger, som i øvrigt er jyde og 34 år, faktisk forbruger en smule mindre, end hvis han blev derhjemme.
- Han drikker mere, men bader mindre eller hopper i søen og kører mindre bil end til daglig, siger Svend Lykkemark og fortsætter:
- Og hvis festivalen slog et slag for mere fælleskørsel til og fra festivalen, så kunne der hurtigt spares endnu mere CO2.
Ikke miljøvenlige
Festivaltalsmand Poul Martin Bonde understreger dog, at festivalen på ingen måde påstår at være miljøvenlig.
- Det er vi slet ikke. Men det er sjovt, når vi i samarbejde med Ok Benzin kan udskifte en del af brændstoffet til generatorerne med biodiesel, så vi kan bruge slagteriaffald til at lave strøm af, siger han.
De næste dage spiller Sort Sol, The National og Tom Jones dermed til bøgebal på strøm fra døde grise.