Festen snart slut
Randers Ugen lakker mod enden
Randers Ugens sidste døgn bliver formentlig mere stille end de forrige ni dage under dette års byfest.
Mange plejer sikkert tømmermændene efter en lørdag aften, der med regatta og festfyrværkeri lokkede tusindvis af mennesker til byens havn.
Bedre bliver det ikke af, at vejrguderne søndag har besluttet sig for at sende kaskader af vand ned fra himlen. Vejret er med andre ord mere til sofaen end til Skovbakken, hvor der kl. 16 afholdes afslutningskoncert.
På Skovbakken blev der tidligere på ugen afholdt koncerter med Thomas Helmig, Nabiha, Mads Langer og Marie Key. Under søndagens afslutningskoncert er det Randers Kammerorkester, der indtager scenen sammen med dirigent David Riddell.
Ifølge Østjyllands Politi er årets Randers Uge forløbet forholdsvist roligt. Lørdag nat blev en 26-årig mand dog overfaldet på havnen med ikke færre end seks knytnæveslag. Den formodede gerningsmand er anholdt.
- Der har været mange mennesker i byen, så det er ikke usædvanligt, at der er et par sager. Det er dog ikke værre end så mange andre almindelige weekender, siger politikommissær Jes Frederiksen fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.