Ferie i naturen populært som aldrig før

Selvom året ikke er slut, har rekordmange gjort brug af shelters rundt omkring i naturen. Varmen gør, at flere tager på ferie i det fri.

06:12

VIDEO: Shelters kan være en god ramme for udendørs hygge, men naturen kan også bruges til ferie på mange andre måder.

Når vi skal have oplevelser med familien vælger mange af os at gøre det under åben himmel, mens vi får røg i øjnene og jord under neglene.

Læs også Ekstraordinær varme skaber ekstraordinært issalg

John Bøgme Dybkjær sejler i kano fra shelter til shelter sammen med sin familie. Fra Ans langs Gudenåen uden at have et klart mål, sejler de i retning mod Randers, men det er underordnet, om de når frem. De sejler til onsdag aften.

- Man er sammen på en anden måde, når man har god tid, og man har hinanden i sådan et lille fartøj, som en kano er, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Udstyr til udeferie bliver revet væk fra hylderne på grund af det gode vejr.

Og han er bestemt ikke den eneste, der nyder det gode vejr i efterårsferien.

Aarhus Kommune fortæller, at der i 2016 var omkring 6000 shelter-overnatninger i kommunen. Tallet steg til 8000 i 2017, mens der på nuværende tidspunkt med to og en halv måned tilbage af 2018 allerede har været mere end 10.000 shelter-overnatninger i Aarhus Kommune.

- Vi hygger os jo bare med det. Jeg tror ikke nødvendigvis, det er så meget anderledes end at tage ind og se en fodboldkamp. Det er noget, vi kan være fælles om, og det er jo et privilegie at bo et sted, hvor man helt gratis bare kan tage afsted. Vi har jo udstyret, og det bruger vi, siger John Bøgme Dybkjær til TV2 ØSTJYLLAND.

Udstyret er vigtigt - nogle gange

Selvom man ikke har udstyr til flere dages kanorejse liggende derhjemme, kan man dog godt få glæde af de østjyske shelters.

Året er ikke slut, men allerede nu har mange flere benyttet shelters end i de seneste år.

Dorthe Møller var taget afsted med sin familie, men uden at pakke meget mere end kaffe og kage.

- Vi holder fødselsdag herude i dag, så vi er her nogle timer til kaffe, og så tager vi hjem igen. Vi skal ikke overnatte, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Men skal man afsted i flere dage, bliver man nok glad for det rette udstyr, og det er ikke alle, der har det klar til en varm oktober som i år, der er oplagt til overnatninger under åben himmel. Spejder Sport oplever stor efterspørgsel på vandreudstyr.

Man er sammen på en anden måde, når man har god tid, og man har hinanden i sådan et lille fartøj, som en kano er.

John Bøgme Dybkjær, Familiefar

- Vi oplever, at der kommer flere almindelige danskere, som gerne vil have gang i det nære udeliv. De kommer gerne ind i butikken for at få vejledning frem for selv at sidde på nettet. Herinde kan de få svar på spørgsmål og få købt det rigtige udstyr, siger Christian Nicolai Ørum-Petersen, der er butikschef i Spejder Sport i Aarhus.

Læs også Henrik har bygget 50 drager: - Det er ikke kun for børn

Han fortæller, at han hos Spejder Sport har mærket den store gejst for udendørsferie på salget af især vandrestøvler, rygsække, soveposer og liggeunderlag.