Femte mand anholdt for røveri

"En usædvanlig sag" kalder politiet tank-røveri i Beder

Onsdag formiddag blev en 27-årig mand fra Odder anholdt for et røveri mod Q8-tankstationen på Kirkebakken i Beder. Dermed er antallet af anholdelser i sagen oppe på fem.

To mænd blev anholdt udmiddelbart efter røveriet, mens Østjyllands Politi i de efterfølgende uger altså har anholdt yderligere tre formodede gerningsmænd.

- Det er jo ret usædvanligt, at så mange er involveret i et røveri på en tankstation, siger politikommissær Mogens Brøndum.

Røveriet fandt sted omkring klokken 18 fredag den 7. januar. To maskerede mænd kom ind i butikken og truede med en kniv og et oversavet jagtgevær personalet til at udlevere kontanter og cigaretter. De tre andre anholdte formodes at have kørt flugtbilen og haft andre roller i røveriet.