Fem Århus-spillere på landsholdet
Århus Elite Floorball er repræsenteret med fem spillere, når det danske landshold midt i august har træningssamling i Fredericia.
Århus Elite Floorball er atter det bedst repræsenterede hold på det danske landshold.
Målmand Morten Fryland, back Christian Bendtsen, center Henrik Engelsen, forward Lasse Rolighed Olesen og forward Morten Mølby er udtaget af landstræner Mattias Wennbring til landsholdstruppen, der samles i forberedelserne mod VM i Tjekkiet i december.
- Det er positivt, at vi igen er så stærkt repræsenteret, og jeg tror, at alle fem spillere står med gode muligheder for VM-deltagelse, hvis de holder deres forventede niveau i efteråret. Til denne samling bliver der dog skånekost for tre af vores spillere, da Fryland, Bendtsen og Mølby ligger i genoptræningsforløb efter skader, og endnu ikke er klar til fuldt program for en weekend, og det er vigtigt, at vi får spillerne helt klar til vores sæsonstart i september, lyder det fra Jens Ørhøj, der er sportschef i Århus Elite Floorball.