Favrskov Kommune får ny direktør

Lars Clement er ansat som ny direktør for Teknik og Kultur i Favrskov Kommune

I august 2010 blev Lars Clement konstitueret som direktør for Teknik og Kultur, og han har derfor et rigtig godt kendskab til den organisation, som han bliver direktør for pr. 1. februar 2011.

- Vi søgte en direktør med flair for politisk betjening, fokus på ledelse og stor lyst til at drive og udvikle teknik-, miljø- og kulturområderne i Favrskov Kommune. Det har vi fået med valget af Lars Clement, siger borgmester Nils Borring.

Kommunaldirektør Jan Kallestrup glæder sig over den store interesse for stillingen som direktør for Teknik og Kultur og de mange kvalificerede ansøgere.

- Med valget af Lars Clement som direktør har Favrskov Kommune fået en direktør med et meget stort ledelsespotentiale, som uden tvivl vil blive en central spiller i løsningen af de udfordringer, som Favrskov Kommune aktuelt står overfor. Samtidig får vi en personlighed, som har lyst, evner og energi til at bidrage til den samlede videreudvikling af Favrskov Kommune, siger Jan Kallestrup, som glæder sig meget til samarbejdet med Lars Clement som direktør.