Farveløst register et problem

Svært at at forfølge spor i voldtægtssagen i Hammel

Når danske biler indregistreres, skriver myndighederne ikke farven på køretøjet ind i motorregisteret.

Men det kunne meget ofte være en stor hjælp for kriminalpolitiet, hvis de under en efterforskning kunne få oplysninger om farve med, når betjentene ledte efter biler af et bestemt mærke.

- Det ville fokusere efterforskningen, mener kriminalinspektør Carsten Thostrup fra Silkeborg Politi.

Han står i øjeblikket i spidsen for opklaringsarbejdet efter en gruppevoldtægt i Hammel sidste weekend. Her har vidner set en rød Toyota Corolla i byen omkring gerningstidspunktet. Den bil forsøger kriminalbetjentene nu at finde frem til.

Men den vigtige oplysning om farven på den eftersøgte bil kan de ikke få fra registeret. I stedet skal de systematisk kigge på Corollaer i det midtjyske og arbejde sig udad, hvis det ikke giver resultat.

- Udgangspunktet er selvfølgelig, at når vi spørger i centralregisteret, så kan vi få utallige oplysninger om et motorkøretøj. Men vi kan ikke få farven. Det er helt klart en hæmsko, for vi kan slå mange biler ud af efterforskningen så snart vi kender den, forklarer Thostrup

Politiets ønsker om at få farven registreret er flere gange blevet skudt ned af motorregisteret.

- Det har været oppe hver gang, man har foretaget ændringer i systemet. Men det er hver gang endt, uden at det er blevet besluttet at registrere farverne. Fordelene har ikke været så store, at det har været hensigtsmæssigt, siger kontorleder John Wraae Jørgensen fra Motorkontoret.

- Det vil give anledning til nogen problemer, hvis man begynder at gøre det. Man skal blive enige om, hvilke farver det så drejer sig om. Alene det kan være et problem, for producenterne i dag har mange kulører med opfindsomme navne for deres farver. Skulle man søge i registeret på det, var det svært. Blandt andet fordi det kan være svært at få et eller andet vidne til at ramme præcist den farve i beskrivelsen, forklarer han.

- I stedet må man efterforske på andre kriterier Man behøver ikke at tage alle Corollaer fra hele landet, hvis man mener, at det er en lokal forbrydelse. Så kan man nøjes med at kigge på de Corollaer, der kører i det område og så efterhånden gøre det større, tilføjer han.

Wraae Jørgensen finder, at det kan være et problem at sørge for, at oplysningerne er fuldt opdaterede.

- Man kan selvfølgelig sige, at man beslutter at registrere farven. Men vil man så pålægge køretøjsejerne en pligt til at anmelde, hvis de omlakerer bilen. Og skal den så synes, eller kan bilejerne blot komme og fortælle, at den har fået en ny farve. Skal det slet ikke kontrolleres, spørger han.

De argumenter afviser kriminalinspektøren i Silkeborg. Han foreslår, at registeret blot bruger standardiserede betegnelser for farverne. Og han forstår hellerikke, at besvær med at registrere omlakeringer skal stå i vejen for ønsket om at tage farverne med i registeret.

- Der er ikke mange, der omlakerer deres vogn. De fleste kører i den farve, bilen har fra fødslen, i de første ti-femten år. Og når der er syn hvert andet år på bilerne, kunne man nemt holde et sådant systemregister ajour. Jeg tror ikke, at der er noget praktisk problem i det, siger han.

I dag rummer Centralregisteret for Motorkøretøjer oplysninger om hver enkelt dansk-registreret køretøjs stelnummer, mærke, vægt, brændstofforbrug,tilkoblingsanordninger, egenvægt og forsikringsoplysninger.

(Ritzau)