Farligt vejkryds ændret

Ny cykelsti indviet

Strækningen ved det ombyggede kryds er markeret med rødt. Den blå linje viser den nye cykelsti. Foto: Vejdirektoratet

For både cyklister og bilister er det nu blevet lidt mere sikkert at køre forbi landsbyen Ramten på det østlige Djursland.

Vejdirektoratet har netop ændret linjeføringen af Mogenstrupvej, så vejen ikke længere krydser den stærkt trafikerede hovedvej mellem Randers og Grenaa på samme måde som tidligere.

Derudover er der blevet anlagt en strækning med cykelsti på hovedvejen ved Ramten.

Ændringerne skal først og fremmest forbedre sikkerheden for cyklister og andre bløde trafikanter.

- Jeg er glad for at kunne give både børn og voksne en tryggere cykeltur. Det kan jo også være, den nye sti kan lokke flere op på cyklen, siger projektleder i Vejdirektoratet Peter Lund Hansen i en pressemeddelelse.

Den nye cykelsti ved Ramten er ikke den eneste forbedring for cyklisterne på hovedvejen mellem Randers og Grenaa. Også ved Gl. Estrup og ved Djurs Sommerland er der anlagt nye cykelstier.