Fårehoved brugt i trusselssag

Ville true vidne

Arkivbillede

 En 18-årig mand terroriserede en bekendt, der sladrede om ham. Med det formål at hævne og advare blev et blodigt afskåret fårehoved smidt ind på forsædet i vidnets bil. 

Får denne makabre handling havde den 18-årige mand smadret samtlige ruder i vidnets bil.

Bilejeren tog kontakt til politiet og fortalte om den ubehagelige overraskelse. Det førte til, at politiet efterfølgende anholdte den 18-årige mand der kommer fra det vestlige Aarhus. Ved grundlovsforhør blev han i dag varetægtsfængslet i fire uger.

I forvejen er han tiltalt i en voldssag, og det var i denne forbindelse at vidnet valgte at give politiet oplysninger, som belastede den 18-årige.

For at skræmme den åbenmundene bekendte, blev ruderne i hans bil smadret og fårehovedet smidt ind i køretøjet.

Til stiften.dk siger politikommissær Mogens Brøndum:
 
- Vi oplever mange slags trusler. Men vi har ikke før oplevet en så bizar hævn. Om det har nogen symbolsk værdi, ved vi ikke.