Får skylden for togbrand
Togfabrikken Bombardier under anklage
Det israelske jernbaneselskab - Israel Railways - mener, at en dårligt udført reparation på togfabrikken Bombardier i Randers er årsagen til en voldsom brand i et israelsk IC3-tog.
Ulykken i det israelske tog fandt sted den 28. december sidste år. Toget er bygget i Randers i 2001. Dengang var fabrikken ejet af et andet selskab, Adtranz.
I alt 120 passagerer kom ifølge Randers Amtsavis på sygehuset efter ulykken i december. De fleste fordi de havde skåret sig på de ødelagte ruder.
Ifølge en havarirapport er det muligvis en reparation, der blev foretaget i Randers for 10 år siden, som er årsag til ulykken.
Bombardier vil dog endnu ikke forholde sig til anklagerne.
- Vi har ikke noget at sige om situationen, før israelerne er færdige med at behandle sagen, siger pressechef Jonni Hedberg fra Bombardier i Skandinavien til Randers Amtsavis.