Får nyt ordførerskab
Liv Holm Andersen får ny rolle i Radikale Venstre
Folketingspolitikeren Liv Holm Andersen fra Radikale Venstre bliver partiets nye uddannelses- og forskningsordfører.
Partiet har i forbindelse med Margrethe Vestagers afgang til EU og udnævnelsen af Morten Østergaard som ny formand, rokeret lidt rundt på ordførerposterne.
- Aarhus har i den grad forstået at se det positive i internationaliseringen, og vores universitet er det mest eftertragtede i Danmark for udenlandske studerende, og det sjette mest eftertragtede i Europa. Så at være opstillet her i en ambitiøs universitetsby, gør naturligvis det nye ordførerskab endnu mere relevant og spændende, siger Liv Holm Andersen (R), i en pressemeddelelse.
Hun fortsætter:
- Jeg ser især frem til at være med til arbejdet om at sikre mere kvalitet, blandt andet gennem vores nedsatte kvalitetsudvalgs arbejde. Derudover må der også fokus på at øge relevansen gennem bedre samspil med arbejdsmarked og praktikere samt gennemsigtigheden for nye studerende i forhold til at sammenligne uddannelser og gennemskue uddannelsers indhold. Desuden vil jeg arbejde målrettet med, hvordan vi politikere i samspil med universiteterne og de videregående uddannelser kan øge den sociale mobilitet.
Liv Holm Andersen har tidligere blandt andet været integrationsordfører og ligestillingsordfører for Radikale Venstre.