Får ny kontrakt i fødselsdagsgave

Og nu vil 30-årige Mads Ø. Nielsen tilbage på landsholdet

Mr. Bjerringbro-Silkeborg alias Mads Ø. Nielsen forlænger på sin 30 års fødselsdag sin kontrakt med BSV Håndbold, så den nu løber frem til 2014..

 

- Jeg har aldrig spillet andre steder, så bortset fra lidt fusionsværk er og bliver det her, jeg hører hjemme, siger en glad fødselar, der understreger at ambitionerne stadig er helt i top.

Den knap to meter høje venstreback var ikke med ved VM i Sverige i år, men Mads Ø. Nielsen håber, at han spille sig tilbage i landsholdsvarmen hos Ulrik Wilbek.

- Landsholdet er og bliver en ambition. Det var en kæmpeoplevelse at være med på allerhøjeste plan, og jeg forventer, at jeg sammen med mine kammerater kan genfinde det niveau, der gav mig chancen på Danmarks nationalmandskab, siger Mads Nielsen.

For træner Carsten Albrektsen har det været helt afgørende at knytte Mads til fremtidens Bjerringbro-Silkeborg-hold.

- Vi er i en tid, hvor finanskrise med meget andet igen har fået fokus tilbage på kultur og værdier, og her står Mads som et absolut fyrtårn i vores klub, siger cheftræneren, der under kontraktforhandlingerne har kunnet konstatere en stadig ambitiøs veteran.

- Mads er stadig nysgerrig og higer efter at udvikle sig selv og sit spil, og det er helt afgørende forudsætninger, når man skal konkurrere med de allerbedste, siger en glad Albrektsen.