Får direkte linje til kommune

Hjælper landsbyer med at realisere drømme

Det kan være svært at finde rundt i de offentlige systemer, og det kan betyde, at gode idéer og udviklingsprojekter aldrig bliver realiseret.

Nu har Randers Kommune valgt at lave en direkte linje - Landistriktservice - for kommunens 89 landsbyer, som skal hjælpe med at realisere projekter og idéer i de små byer.

- Formålet med Landdistriktsservice er at understøtte udviklingsinitiativer i vores mange landsbyer. Og her kan vi byde ind med meget. Vi kan hjælpe med, at en landsby kan få en udviklingsplan, vi kan give gode råd om fundraising, vi kan give sparring omkring planlægning af fysiske projekter, og vi kan hjælpe med finde vej i det administrative system, siger Daniel Madié, formand for Erhvervs- og Landdistriktsudvalget, i en pressemeddelelse.

Kommunen oplyser, at man modtager mange henvendelser fra borgere, som har en god idé. Det kan være alt lige fra anlæggelse af et nyt torv til kulturelle aktiviteter. Men alt for ofte oplever man, at personen bag idéen har svært ved at finde rundt i det kommunale system. Derfor skal denne direkte linje hjælpe borgerne fra landdistrikterne med at realisere deres idéer.

- Landdistriktsservice er bygget på de gode erfaringer fra Randers Kommunes Erhvervsservice. Denne service gik i luften foråret 2013, og er blevet taget godt imod af det lokale erhvervsliv. Det er vores ønske, at den nye service for borgere i landdistrikter bliver taget ligeså godt imod af brugerne, siger Daniel Madié.