Fakkeloptog for stramning af dyreværnslov: - Vi kan ikke være det bekendt

Med fakler i hænderne gik demonstranter rundt i gaderne i Randers fredag aften. De vil have hårdere straffe til dyremishandlere

Omkring 50 var mødt op foran Retten i Randers for at kræve hårdere straffe for dyremishandling.

Det satte sindene i kog, da en sag om misrøgt af 61 hunde kom for Retten i Randers.

I den såkaldte Gjerlev-sag blev en 71-årig kvinde idømt ét års betinget fængsel, og frakendelse af retten til at have med dyr at gøre i 10 år.

Læs også Kvinde idømmes ét års betinget fængsel for vanrøgt af 61 hunde

Med udgangspunkt i denne sag valgte omkring 50 at troppe op foran Retten i Randers fredag aften med tændte fakler i hænderne. De fremmødte vil have domstolene til at straffe hårdere.

- Vi ønsker at råbe politikerne op. Vi ønsker at råbe domstolene op. Vi ønsker en effektuering af de muligheder, der er i den dyreværnslov, som allerede er blevet strammet, siger arrangør af fakkeloptoget Birgit Kruuse til TV2 ØSTJYLLAND.

02:07

VIDEO: Fakkeloptog for stramning af dyreværnsloven og interview med Birgit Kruuse.

Luk video

I 2016 blev dyreværnsloven strammet, så det blev muligt at straffe dyremishandling med fængselsstraf på op til to år.

Læs også Dyrevenner hyrer efterforsker efter sag om hundevanrøgt

- Vi må jo spørge domstolene om, hvorfor de ikke har valgt at bruge straffende. Det er det, vi er utilfredse med, fortæller arrangøren.

Flere hunde var også med i fakkeloptoget.

Anklager tilfreds med dom

Anklager Marianne Bich fra Østjyllands Politi var tilfreds med dommen til den 71-årige kvinde, da den faldt den 12. oktober.

- Jeg er tilfreds med, at retten har fulgt anklageskriftet. Jeg havde krævet ubetinget fængsel, men retten fandt på grund af alder og helbred, at dommen skulle gøres betinget, fortalte Marianne Bich den 12. oktober til TV2 ØSTJYLLAND.  

00:36

VIDEO: Her fortæller anklager Marianne Bich om dommen til den 71-årig kvinde fra Gjerlev-sagen. Fra den 12. oktober.

Luk video

Det er netop den begrundelse Birgit Kruuse, og de andre demonstranter er utilfreds med.

- Vi mener ikke, at det kan være rigtigt, at man på grund af fysiske skavanker, alder, og sygdom kan slippe stort set næsten ustraffet fra en sådan grel og bestialsk sag, som den er, siger arrangør Birgit Kruuse til TV2 ØSTJYLLAND.

Man siger jo, at en nation kan dømmes på den måde, den behandler sine svageste. Vi mener ikke, at vi kan være det her bekendt.

Birgit Kruuse, arrangør, Fakkeloptog for stramning af dyreværnslov.

Omkring 50 var mødt op til fakkeloptoget i Randers, men de er mange flere, der deler samme holdning, mener Birgit Kruuse.

Læs også Hundesmiley-ordning er i gang, men stopper næppe vanrøgt

- Jeg tror ikke, at vi i optoget er specielle, jeg tror, vi repræsenterer rigtig mange danskere. Lovgivningen bør jo afspejle folkeånden. Man siger jo, at en nation kan dømmes på den måde, den behandler sine svageste. Vi mener ikke, at vi kan være det her bekendt.

Der blev tændt fakler foran Retten i Randers fredag aften.