Færre donerer æg
Der er lang venteliste på at blive gravid
Færre og færre kvinder donerer æg til barnløse.
Aarhus Universitetshospital havde for tre år siden 16 ægdonorer og i år er det tal nede på fem.
Manglen på æg har store konsekvenser for de barnløse, der har stærkt brug for dem.
- Vi har en lang venteliste, og vi kan ikke få kvinderne gjort gravide, når der ikke er æg til det. Derfor bliver mange så frustrerede, at de vælger at tage til udlandet, fortæller lægelig leder af fertilitetsklinikken på Aarhus Universitetshospital, overlæge Ulla Breth Knudsen til DR ØSTJYLLAND.
En af de få, der har doneret æg til barnløse, er en kvinde fra Djursland.
- Jeg håber, at de æg, jeg har givet bort, har skabt glæde, der hvor de er kommet frem. Og jeg går ikke rundt og kigger på alle børn på gaden og tænker, om det kan være mine børn, siger hun til DR ØSTJYLLAND.
For at donere sine æg skal kvinden være under 36 år og fysisk og psykisk rask.