Færgesikkerhed under lup

Søfartsstyrelsen vil i de kommende tre måneder vurdere, om kabelfærgen i Udbyhøj fremover må betjenes af én person.

I maj bekendtgjorde Søfartsstyrelsen, at man af sikkerhedsmæssige årsager ikke længere kunne acceptere, at Udbyhøj-færgen betjenes af en person.

Man afviste at forlænge dispensationen med begrundelsen, at en person ikke kunne foretage blandt andet evakuering, brand og mand-over-bord-situationer.

Det var et chok for færgeudvalget, da endnu en ansat på færgen ville betyde en ekstra udgift på over en million kroner årligt, hvilket ville bringe kabelfærgens fremtid i umiddelbar fare.

Nu skal Søfartsstyrelsen dog vurdere situationen igen som resultat af et møde i Ankenævnet for Søfartsforhold, hvor sagen fornylig var til behandling efter Søfartsstyrelsen oprindelige bekymring. Det skriver Århus Stiftstidende.

- Jeg synes faktisk, at det efter omstændighederne er en rimelig beslutning, siger Olaf K. Madsen, som er formand for færgeudvalget og medlem af kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune.