Facebook lukker City Vest
Indkøbscentret har overtrådt regler på internettet
Indkøbscentret City Vest i Brabrand ved Aarhus har fået lukket sin Facebook-side. Det skriver DR Østjylland.
Det er sket, fordi indkøbscentret har overtrådt Facebooks regler om markedsføring. Ifølge dem må man ikke lave konkurrencer, hvor deltagelsen betinges af, at man deler noget med sine venner.
Det var netop, hvad man skulle i City Vests konkurrence, og det har nu fået konsekvenser.
- Vi fik en henvendelse på engelsk fra Facebook, hvor der stod, at konkurrencen ikke overholdt deres regler. Derfor fjernede vi den med det samme. Alligevel fik vi tidligere på ugen en ny henvendelse om, at vores side var blevet lukket, siger marketingschef Peter Elbæk til DR Østjylland.
Peter Elbæk forstår ikke, hvorfor Facebook har lukket siden, men han håber, at den bliver åbnet igen. Der var nemlig mere end 5.000 Facebook-brugere, der fulgte City Vest.
- Vi kan jo ikke gøre andet end at vente på svar, siger han og råder samtidig andre firmaer til at sætte sig grundigt ind i reglerne.
Men City Vest er ikke alene om at overtræde reglerne. En lang række virksomheder har blandt andet lavet julekalendere, hvor man skal dele og "synes godt om" billeder af virksomhedens varer.
Det kan sammenlignes med spam, mener Forbrugerombudsmanden. Dermed er konkurrencerne også i strid med paragraf 6 i den danske markedsføringslov.
Forbrugerombudsmanden er derfor i øjeblikket ved at udarbejde et sæt retningslinjer for annoncering på sociale medier på nettet.
Der er endnu ikke ført retssager om spam på Facebook eller andre sociale medier.