Få tilskuere til gratis fodbold
3.000 tilskuere så Silkeborg IF besejre Nykøbing Falster Alliancen med 2-0.
Det hjælper tilsyneladende ikke meget at sætte billetpriserne ned, hvis en fodboldklub vil lokke tilskuere til stadion. 1. divisionsklubben Silkeborg IF inviterede i aftes til gratis fodbold på Silkeborg Stadion, hvor klubbens 1. divisionshold mødte Nykøbing Falster Alliancen.
Kampen mod oprykkerne fra Falster blev set af 3011 tilskuere, og det er færre end i Silkeborgs øvrige hjemmekampe i denne sæson. Her har der i gennemsnit været 3.500 - betalende - tilskuere.
SIF inviterede angiveligt til gratis fodbold, fordi klubben ville takke sine fans for deres opbakning trods klubbens nedrykning fra superligaen.
De godt 3000 tilskuere, der overværede kampen mod Nykøbing Falster Alliancen, kunne to gange se Rajko Lekic sende bolden ind bag Nykøbings målmand. Dermed stod der 2-0 på måltavlen, da dommeren fløjtede kampen af.