Evakueret fra brændende bygning

Alle beboere blev evakueret, da der i morges udbrød brand i en café på Vesterport i Aarhus

Brandvæsenet blev tilkaldt ved syvtiden i morges, da der var ild i en kælder på Vesterport 10 i Aarhus. På grund af den kraftige røg blev alle beboere evakueret.

- Beboerne er kommet ud alle sammen. Tre er kørt til observation, men der er umiddelbart ingen tegn på røgforgiftning, siger viceberedskabschef Kristian Dorf Petersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Branden er slukket og brandvæsenet ventilerer nu trapperummet, så beboerne kan vende tilbage til deres lejligheder.

Østjyllands Politi er på stedet for at undersøge, hvordan branden opstod.

- Vi kan ikke afvise, at branden kan være påsat, siger Michael Ørum, vicepolitikommissær ved Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.