Et helt særligt løb

På søndag går starten til motionsløbet Wings for Life World Run

03:59

1 af 2

På søndag er Aarhus vært for motionsløbet Wings for Life World Run. Starten går på samme tid 35 forskellige steder i Verden, og overskuddet går til forskning i rygmarvsskader.

Marianne Hüche har en helt særlig grund til at løbe med.

Tilbage i 1990 var hun involveret i en trafikulykke, hvor den bil, som hun sad i, blev påkørt bagfra. Ulykken ødelagde Marianne Hüches ryg og lammede hende i venstre side.

I de kommende år blev maden hendes flugt fra sig selv og virkeligheden, og det var det eneste sted, hvor hun kunne slappe af og undslippe de mange spørgsmål, som pressede sig på.

Men spejlbilledet ændrede sig voldsomt, og da vægten viste 140 kilo, sagde hendes krop stop.

Var ved at spise sig ihjel

- Jeg fik af vide af min læge, at der skulle gøres noget, og at det skulle være nu, for jeg var ved at æde mig selv ihjel, siger Marianne Hüche.

Hun fik opereret mavesækken mindre, og i den kommende tid tabte hun sig gevaldigt. Gennem nogle kollegaer fik hun øjnene op for løb, og i dag bruger hun 15-20 timer om ugen med løbeskoene snøret på fødderne, mens hun støtter sig til sin faste løbepartner.

- Min stok er et af mine vigtigste hjælpemidler, og uden den er jeg ikke i stand til løbe, siger Marianne Hüche.

Ironman og triathlon

Hun løb sin første ironman i 2013, og få måneder senere krydsede hun målstregen til VM i triathlon i London.

- Mit helt store mål er at deltage i de Paralympiske Lege i Rio de Janeiro i 2016, siger Marianne Hüche.

Og selvom hendes personlige mål bliver større og større, er der et løb i Aarhus den 3. maj, som er noget helt særligt.

- Wings of Life er super vigtigt for mig, fordi det er et løb, som har til formål at støtte forskning i rygmarvsskade. Uden den forskning havde jeg ikke fået den hjælp, som jeg havde brug for for at komme hertil, hvor jeg er i dag, siger Marianne Hüche.

Wings for Life World Run er for alle, og der er mulighed for tilmelding frem til tirsdag klokken 13.00.

Du kan se meget mere om Marianne Hüche i tv-indslaget øverst på siden.