Et-benet litauer anholdt i Bilka
Stjal tøj fra specialbygget kørestol
En 25-årig litauer med kun et ben blev i går først på eftermiddagen anholdt i Bilka-varehuset i Tilst ved Aarhus efter at have fyldt sin special-indrettede kørestol med tyvekoster for godt 3000 kr.
Litaueren kørte rundt i varehuset i en special-bygget kørestol, der var forsynet med usædvanligt store rum bag ryg og sæde. Ifølge litaueren er rummene indrettet til iltflasker, men personalet i Bilka kunne konstatere, at det nu var fyldt op med strømper, jakker og andre tekstilvarer til i alt 3350 kr.
Østjyllands politi betragter mandens fremgangsmåde som ret professionel. Kasserne er bygget af galvaniserede stålplader, så de virker som de såkaldte russerposer, der kan gå gennem kontrollen ved kasseapparaterne uden alarmering. Litaueren var også i besiddelse af en bidetang, som politiet mener skulle anvendes til at klippe alarmmærker af det stjålne tøj.
Manden fremstilles senere i grundlovsforhør med krav om udvisning