Erik Veje forlænger
Cheftræneren for Aarhus Håndbolds herrer tager to år mere
Erik Veje Rasmussen og Århus Håndbold har forlænget samarbejdet med yderligere to år, det vil sige indtil 30. juni 2014, dog med mulighed for at bringe aftalen til ophør midtvejs.
Det skriverr Århus Håndbold i en pressemeddelelse onsdag aften. Chefftræneren kvitterede i aftes for tilliden med en pligtsejr på 32-24 over bundholdet Lemvig/Thyborøn.
Erik Veje Rasmussen blev oprindeligt ansat den 1. juli 2003 og har - bortset fra en mindre periode - uafbrudt siden været cheftræner for Aarhus' herrehåndboldligahold.
Århus Håndbolds bestyrelsesformand, Jan Børjesson, skriver i pressemeddelelsen:
- Erik Veje Rasmussen har vist en imponerende evne til at tiltrække og udvikle spillere og er derfor en vigtig brik i Århus Håndbolds bestræbelser på på ny at opbygge et tophold med udgangspunkt i unge, lovende spillere tilsat få rutinerede profiler. Med Erik som cheftræner har vi altid fået det optimale ud af spillermaterialet, hvilket den forgangne sæson med høj placering i ligaens grundspil, pokalfinale og europæisk kvalifikation var et godt eksempel på. Dette kombineret med fokus på kontinuitet, gjorde det helt naturligt at tilbyde Erik Veje Rasmussen en ny forlængelse, og vi er stolte over, at Erik har taget imod tilbuddet og har set store udfordringer i at medvirke i vores udviklingsprojekt af et nyt tophold i ligaen.
Århus Håndbold er aktuelt placeret på en niendeplads i ligaen og det fremgår også af den udsendte pressemeddelelse, at "holdet har en klar målsætning om at kvalificere sig til og gøre sig gældende i slutspillet om det danske mesterskab".