Er du Festugens nye direktør?

Jens Folmer Jepsens afløser som direktør for Aarhus Festuge skal findes - og nu er stillingen slået op

Aarhus Festuge leder efter en ny direktør, der skal overtage stillingen i september eller oktober 2015. Det oplyser Aarhus Festuge i en pressemeddelelse.

Et fristende job for mange, men der bliver også sat krav til ansøgerne.

- Du er modig, original, strategisk tænkende og brænder for at skabe og udvikle. Du har stærke samarbejdsevner og er en fremragende netværker. Du har dokumenteret stor kulturfaglig tyngde/erfaring, indsigt i dele af det nationale og internationale kulturmiljø samt en veludviklet forretningsmæssig erfaring og forståelse, står der blandt andet i pressemeddelelsen om jobopslaget.

Det er Mercuri Urval, der står for rekrutteringen, og der er indledende samtaler den 18. maj.

Anden samtalerunde bliver omkring den 10. juni.

Og så skriver Mercuri Urval i sit jobopslag, at jobbet 'er vellønnet'.

Jens Folmer Jepsen arrangerer Aarhus Festuge 2015, men det bliver altså hans sidste festuge som direktør.

Du kan se hele den grundige jobbeskrivelse fra Mercuri Urval her