Energi-detektiver på spil i Bøgeskoven
Skanderborg Festivalen vil spare på strømmen. Energi-detektiver skal finde de steder, hvor der kan skrues ned for el-forbruget.
Dunkende bashøjttalere og musikscener, der bader i lys, lyder ikke umiddelbart som verdens allerbedste måde at være god ved miljøet.
Og det er det heller ikke...
Ikke desto mindre vil Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg i år forsøge at reducere strømforbruget mest muligt.
Et nyt samarbejde mellem Skanderborg Festivalen og to energiselskaber betyder, at festivalen fokuserer på at nedsætte energiforbruget og neutralisere festivalens CO2-udledning.
Energikonsulenter fra Lokalenergi har i dagene op til festivalen screenet energiforbrugende installationer på festivalpladsen for at kunne rådgive festivalen.
- I år har vi fokuseret på at kortlægge hvor og til hvad, der bliver brugt energi, samt optimere festivalens energiforbrugende installationer, så de kører effektivt og ikke bruger unødvendig strøm. Men det er målsætningen at lave en bredere energieffektiviserings-indsats. Derfor har vi i år to energidetektiver på festivalen. Det er deres job at finde energisynderne, så vi næste år kan gøre festivalen endnu mere energieffektiv, forklarer adm. direktør i Lokalenergi, Erik Gudbjerg, i en pressemeddelelse.