Endnu en ung spiller til Odder

Odder Håndbold henter endnu en U18-gulvinder, når Simon Sejr Jensen skifter fra Århus Håndbold

Odder Håndbold supplerer målmandsposten med den 18-årige Simon Sejr Jensen, som i forrige weekend var med til at vinde U18-DM.

- Odder står stærkt som håndboldklub og har et koncept, jeg gerne vil være en del af. Samtidig er det et stort plus at det ligger tæt på Århus, da det giver mig ro og tid til at færdiggøre min skole, siger Simon Sejr Jensen om skiftet.

Klubben ser frem til at få den unge spiller i truppen. Trods den unge alder er sportschef Lars Borg ikke i tvivl om, at Simon Sejr Jensen kan begå sig på 1. divisionsholdet.

- Simon har en god statur, og er et af de helt store målmandstalenter i dansk håndbold. Vi tror på, at han allerede er klar til at træde ind på 1. divisionsholdet, og vil vise sig som en stor gevinst sammen med erfarne Morten Dueholm og unge Erik Friis, siger sportschefen i en pressemeddelelse.

Simon Sejr Jensen kommer til at dele målmandsposten med den erfarne Morten Dueholm, der har været klart førstevalg på Odders tidligere ligahold samt den 22-årige Erik Friis.

Simon Sejr Jensen ser frem til samarbejdet.

- Morten er en god og stabil målmand med erfaring fra 2. division til liga, som jeg håber at kunne lære lidt af. Morten er lidt mindre, end jeg er, men han meget hurtigere på fødderne. Jeg håber, at kunne bruge de ting han kan give mig til at videreudvikle mit spil, så jeg kan blive en af de bedste, siger han.